TIMUR

Den danske rapper, sangskriver og producer, Timur, er lyden af natten og dagen derpå.
En solstrålehistorie på en regnvejrsdag. Dansk conscious-rap der kredser om en alsidig og dybt melankolsk sonisk palette, med lyrik og budskaber som rammer hjertet hver gang.
Den odenseanske multikunstner har gjort sig bemærket i undergrunden de seneste år med en række veleksekverede udgivelser og gennemførte liveshows, der for alvor har cementeret hans nærvær og følelsesmæssige fandenivoldskhed.
Timur udgav i starten af 2022 sit andet album “Førhen”, der høstede 5 stjerner i GAFFA med ordene:
“Albummet er en mageløs singulær præstation, i og med at stort set alt står frem som Timurs vision både for lyden og for lyrikken.” og “Timur kan snildt være den lille fugl, der pludselig står hævet over de store rovfugle i dansk musik. Han har helt tydeligt snilden, ambitionerne, de lyriske evner og integriteten til at flyve højere end de andre. Som en Ye under janteloven kan han det hele, mens han bærer følelserne uden på skjorten.”
Timur er i øjeblikket aktuel med sin fjerde EP “Hvor Vi Ikke Kan Bunde”, der foruden airplay på P3, ligeledes modtog 5 stjerner i GAFFA med disse ord:
“Der er fortsat imponerende højt niveau på produktionen, mens altmuligmanden afsøger nye arenaer og samarbejdspartnere”.
De 4 sange akkompagneres af et visuelt tæppe i form af en abstrakt og tangerende til surrealistisk kortfilm af samme navn.